Voksne

Talk: Ind i krisens maskinrum

Tid
12:30 - 13:30
Pris
Bare mød op: Gratis
Sted
Gladsaxe Hovedbibliotek
Søborg Hovedgade 220,
2860 Søborg
Hvad sker der bag kulisserne, når en krise rammer, tiden er knap, og svære beslutninger skal træffes? Mød tidligere borgmester i Køge, Marie Stærke, kendt fra DR-programmet ’Kriseøvelse: Hybridangreb på Danmark’, når hun sammen med DR-journalist Maja Flinthøj tager os med ind i krisehåndteringens maskinrum.

Gennem personlige beretninger og konkrete oplevelser fortæller Marie Stærke om at stå med ansvaret midt i nogle af de store kriser, der har præget Danmark. Hvilke dilemmaer opstår, når krisen rammer? Hvordan træffer man beslutninger, når informationerne er ufuldstændige, tiden er knap, og konsekvenserne kan være alvorlige? Og hvad gør man, når der ikke findes en manual?

Sammen med Maja Flinthøj, der gennem flere år har dækket forsvar, beredskab og samfundskriser, giver hun et sjældent indblik i arbejdet bag kulisserne, når samfundet bliver sat under pres. Glæd dig til en personlig samtale om ansvar, tvivl og svære valg – og om at bevare overblikket, når situationen pludselig ændrer sig.

Marie Stærke har gennem 24 år været en markant del af lokalpolitikken i Køge Kommune. Gennem hendes15 år som socialdemokratisk borgmester har hun stået i spidsen for kommunen under en række alvorlige hændelser – blandt andet ekstreme vejrhændelser, en skibsbrand i Køge Havn, sagen om seksuelle krænkelser på Borup Skole og coronakrisen.

En del af Sammen om beredskab 

Marie Stærke besøger Gladsaxe Hovedbibliotek som en del af temadagen 'Sammen om beredskab'. Hele denne dag er biblioteket fyldt med aktiviteter, samtaler og foredrag om beredskab. 

Se programmet for dagen på gladbib.dk/sammenomberedskab.

Dagen er en del DR's landsdækkende indsats ‘Sammen om beredskab’ og gennemføres i samarbejde mellem Østifterne, DR, Dansk Folkeoplysnings Samråd og Bibliotekernes Temasamarbejde.