Det lille hus på prærien er tilbage, men hvor begynder du med bøgerne?
For tiden kan du opleve en ny serieudgave af Det lille hus på prærien på tv. Serien har allerede skabt stor interesse og fået mange omtaler for sin varme fortælling, smukke produktion og trofasthed over for Laura Ingalls Wilders univers. Måske har du allerede set den, eller måske har den vækket lysten til at dele historien med dit barn gennem bøgerne?
Hvis du er nysgerrig på bogserien, kan det være svært at vide, hvor du skal begynde. Her guider vi dig til den bedste læserækkefølge og giver dig til sidst inspiration til flere bøger med den samme stemning af eventyr, familieliv og historiske fortællinger.
Af Julie Hassing
Hvor skal man begynde?
Mange tror, at Det lille hus på prærien er den første bog i serien, men det er faktisk ikke tilfældet. Den første bog er Det lille hus i den store skov, hvor Laura er fem år, og familien bor i Wisconsins skove.
Selvom Det lille hus i den store skov kronologisk er den første bog, vælger mange alligevel at begynde med Det lille hus på prærien. Den første bog er rig på beskrivelser af hverdagslivet; hvordan familien laver mad, fremstiller smør, høster, bygger og klarer de mange praktiske gøremål. For nogle børn er netop disse detaljer hyggelige og fascinerende, men for yngre lyttere kan tempoet opleves som lidt langsomt.
Det lille hus på prærien har til gengæld en mere eventyrlig fortælling. Her følger vi familiens rejse mod den amerikanske prærie, mødet med et nyt landskab og udfordringerne ved at skabe et hjem i det ukendte. Derfor anbefaler mange at starte med denne bog, hvis man læser højt for børn. Er interessen først vakt, kan man altid vende tilbage til Det lille hus i den store skov og lære familien endnu bedre at kende. Hvis man først bliver fanget af fortællingen kommer her en god nyhed; der er hele ti bøger i serien.
Serien henvender sig primært til børn på 10-12 år, som selv læser bøgerne, men den egner sig også rigtig godt til højtlæsning for lidt yngre børn. De mange beskrivelser af livet på den amerikanske prærie giver masser af anledning til samtaler om historie, familie og en hverdag, der var meget anderledes end vores.
Derfor holder historierne stadig
Selvom bøgerne foregår i slutningen af 1800-tallet, handler de om noget, der stadig føles genkendeligt i dag; søskendeforhold, mod, nysgerrighed, venskaber og drømmen om et godt liv.
Samtidig giver bøgerne et fascinerende indblik i, hvordan hverdagen kunne se ud uden elektricitet, biler og internet. De inviterer til gode samtaler om, hvordan livet har forandret sig gennem generationer.