Lyt din litteratur
Får du heller ikke læst lige så meget som du kunne ønske? Her kommer fem råd til, hvordan du kommer igang med lydbøger, samt otte boganbefalinger, der alle kan høres på Gladbib.dk
Af Julie Hassing
Jeg har to bogreoler hjemme i min stue, halvdelen af bøgerne har jeg endnu ikke læst. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst. Jeg har jo selv købt bøgerne, med tanke på at jeg skulle nyde dem på stranden på en varm sommerdag, eller under et tæppe på en regnvejrsdag.
Alligevel har jeg så ofte tændt fjernsynet for at gense en dum serie, eller ordnet vasketøjet istedet for at sætte mig ned for at læse.
En dag gik det op for mig, at jeg, efter at være blevet mor, ikke længere havde tiden til at læse, og når jeg endelig havde, så prioriterede jeg fjernsynet frem for bogen. Pludselig var der gået flere måneder, hvor jeg ikke havde læst en bog, hvis man altså ser bort fra diverse bøger om Bluey og Alfons Åberg.
Der er mange gode grunde til at det kan være svært at få læst; børn, arbejde, madpakker der skal smøres, en aftale med en ven eller en af de andre tusind ting man skal nå. Alligevel har jeg læst 59 bøger i år, eller hørt. Jeg er nemlig begyndt at høre lydbøger, og hip hurra for lydbøger! Nu kan jeg (forsøge) at nå de tusind ting og SAMTIDIG få læst.
Her er fem gode råd, til dig der gerne vil igang med at lytte til din litteratur:
Vælg noget let og overskueligt. Noget med en spændende handling i et let sprog. For eksempel krimi eller feel good.
Vælg noget du allerede kender; en genre, en forfatter, måske en bog du har læst før, eller en bog, hvor du har set filmatiseringen.
Start altid din lytning med tyve minutters intens lytning, hvor du ikke foretager dig andet. Så er det nemmere bagefter at holde fokus på bogen, imens du strikker eller cykler.
Det vigtigste er at komme i gang. Sæt for eksempel en regel for dig selv om at du skal lytte minimum tyve minutter om dagen, snart bliver det til en hyggelig vane du ikke kan slippe.
Vælg den rette platform. Vi anbefaler naturligvis Gladbib.dk, hvor du kan søge på lydbøger på samme måde, som du søger på andre bøger.
Nedenfor følger nogle af mine favoritter, god læselyst!